Open Call til Det Fri Felts Festival 2016

Open Call – Det Frie Felts Festival 2016

Uafhængige Scenekunstnere (US) og Scenekunstnere uden Scene (SUS) inviterer til ”Det Frie Felts Festival” under CPH STAGE d. 1. – 12. juni 2016 i København. Det er en festival-i-festivalen, der fremhæver den frie scenekunst!

“Det Frie Felts Festival” præsenterer værker, der viser feltets diversitet indenfor dans, scenekunst, billedkunst og video-performance.

Readings og performance-lectures er også en mulighed.

Kuratorerne lægger vægt på værker med særlig eksperimentalkraft, der udfordrer og inspirerer. Varigheden af værkerne må gerne variere ift. alment brugte tidsformater og der må også gerne tænkes over, hvor værket skal præsenteres. Festivalen foregår i Dansehallerne med scenerne Store Scene, Lille Scene og Foyer, men man vil også kunne arbejde udenfor disse.

Kuratorerne er: Dramatiker Gritt Uldall-Jessen, auteur og kritiker Kristian Husted og koreograf Tina Tarpgaard.

Ansøgninger til “Det Frie Felts Festival 2016” skal indsendes senest søndag d. 01. december ’15 kl. 23.59 på mail til Uafhængige Scenekunstnere på adressen info(at)scenekunstnere.dk

Ansøgere får besked om de er kommet med eller ikke er kommet med senest den 1. februar 2016.

Denne gang laver vi en mindre for-festival i april 2016, for at generere mere opmærksomhed til det frie felt, før CPH Stage går i gang.

* * *

Vilkår

1) Minimumshonorar i 5 dage à 1150,- kr. til optrædende.

2) Inden for CPH STAGE fastsætter de deltagende teatre m.v. selv begivenhedernes billetpriser og indtægten er dermed teatrets egen – dette gælder også for “Det Frie Felts Festival”.

3) Børneforestillinger kan ikke deltage – forestillinger skal sigte mod et publikum fra 16 år og op.

4) Arbejdet skal have nogen form af tilknytning til Danmark, så udenlandske gæstespil kan ikke komme i betragtning, med mindre det er en dansk co-produktion.

5) CPH STAGE og “Det Frie Felts Festival” har flere guidelines i forbindelse med PR. Udvalgte projekter får tilsendt disse guidelines kort efter optagelse på “Det Frie Felts Festival”.

Ansøgning

Max 2 A4 sider med følgende oplysninger:

  • Beskrivelse af projektet/forestillingens målsætning, form og indhold.
  • Projektansvarlig person over for festivalledelsen.
  • Medvirkende kunstnere, samt kortfattet CV eller værkliste for enten kompagni eller kunstnerisk ansvarlig/e.
  • MEGET gerne links til video eller fotos, fra pågældende værk eller tidligere arbejder samt teknisk info/rider.